Pressemeddelse 1. juli 2021

 

Udsolgt: 200 km på 20 minutter

 

Efter kun 20 minutter måtte vi melde udsolgt på den lange distance på 200 km. Da løbet åbnede for tilmeldinger i dag kl. 12, var der kæmpe interesse fra danskerne for at køre hele eller dele af den rute, der næste år lægger asfalt til 2. etape af Tour de France. Der blev på bare fire timer blevet solgt 10.000 startnumre.

 

Danskerne elsker cykling, og dette blev i den grad bekræftet, da tilmeldingen til Tour de Storebælt åbnede. På bare fire timer blev der solgt 10.000 startnumre, og tilmeldingerne strømmer stadig ind. Der udbydes startnumre til tre distancer på hhv. 25, 100 og 200 kilometer, hvoraf den fulde etape strækker sig fra Roskilde til Nyborg. Som løbets navn antyder kører deltagerne på alle tre ruter over Storbæltsbroen. Den lange distance på 200 kilometer var særlig eftertragtet og blev udsolgt efter bare 20 minutter

Projektleder på Tour de Storebælt Mads Gerner Pedersen kan ikke få armene ned:


”At vi allerede har solgt så mange startnumre, er helt fantastisk. Det skaber en rigtig god basis for at kunne planlægge et unikt motionscykelløb, som de mange deltagere kan få glæde af.

 

Tour de France begynder i Danmark næste år, og det er hele grundlaget for Tour de Storebælt:


”DGI, DIF og DCU har sammen med Sport Event Denmark haft en målsætning om at inkludere danskerne i den gule folkefest. Tilmeldingerne i dag viser med al tydelighed at rigtig mange er med på den idé. Nu glæder vi os bare til om et års tid, når vi den 11. juni 2022 kan åbne op for det største cykelmotionsløb i Danmark nogensinde.”