Blandt deltagerne til Tour de Storebælt næste år er også cyklister fra Team Rynkeby og Cykelnerven, som cykler løbet og samtidig hjælper andre. De samler nemlig ind til henholdsvis børn med kritiske sygdomme og mennesker med sclerose.
Mads Gerner Pedersen som er projektchef hos Tour de Storebælt er meget glad for at se de to organisationer repræsenteret blandt de 16.000 deltagere til løbet næste år:
”Det er en stor fornøjelse at have både Team Rynkeby og Cykelnerven med som deltagere til Tour de Storebælt. Begge organisationer gør en stor forskel for mennesker, der har brug for hjælp, og samtidig har de en stor tilknytning til Tour de France år efter år, hvilket gør at vi er meget glade for, at de er repræsenteret til løbet.”
Team Rynkeby
Siden 2002 har Team Rynkeby cyklet til Paris for at samle penge ind til børn med cancer- og lunge sygdomme, samt deres familier. De glæder sig til en særlig opvarmning næste år:
”Team Rynkeby tager forskud på Tour de France-stemningen, når vores gulklædte velgørenhedscykelryttere deltager del i Tour de Storebælt. Løbet bliver selvsagt en kæmpe oplevelse for vores deltagere, men det bliver også en vigtig generalprøve forud for sommerens cykeltur til Paris! I denne sæson har vi tilmed præmiere på 2 nye alpehold, som både skal over Galibier og Alpe d`Huez inden rytterne fortsætter turen mod Paris.Vi er SÅ klar og glæder os!” Siger Jesper Bjerg, Landechef i Team Rynkeby.
Cykelnerven: Scleroseforeningens Tour de France-event
Cykelnerven er Scleroseforeningens Tour de France-inspirerede velgørenhedsevent. Her cykler deltagerne hvert år de mest afgørende Tour-bjerge for at samle ind til at gå i retning af en verden uden sclerose.
”Det er meget stort for os og vores ryttere, at Tour de France kommer til Danmark, og at Tour de Storebælt giver vores ryttere mulighed for at cykle yderligere en Tour de France etape og endda i Danmark. Det er vigtigt for os og for vores kamp for en verden uden sclerose, og det er vi helt utrolig taknemmelige for. Tour de Storebælt giver os mulighed for at samle endnu flere midler ind til den livsvigtige forskning i sclerose, hvilket giver håb og livsmod for de mange danskere som lever med sygdommen,” fortæller Mette Hjulmand, Senior Director of Events and Strategic Partnerships hos Scleroseforeningen.
Både Cykelnerven og Team Rynkeby går snart i gang med at finde deres deltagere til løbet som skal køre 100 – eller 200 km ruterne.