Om løbet

Hvornår afholdes løbet?

Lørdag den 11. juni 2022.

Hvordan køres løbet?

Tour de Storebælt er et motionscykelløb, hvilket vil sige, at de generelle færdselsregler skal overholdes, og at man eksempelvis stopper for rødt. Der vil være tidstagning, så du som deltager efterfølgende kan finde netop din tid.

Under løbet vil Storebæltsbroen have et spor åbent i hver retning i det sydlige/østgående spor, hvor der vil være dobbeltrettet trafik. Grundet de mange deltagere, og især børnefamilier på den sidste del af ruten, vil ruten fra enden af Storebæltsbroen til målstregen i Nyborg være lukket for andet trafik.

Hvordan er ruten?

  • 200 km, Roskilde – Nyborg
  • 100 km, Kalundborg – Nyborg
  • 21 km, Korsør – Nyborg

Ruten på 200 km tager udgangspunkt i 2. etape af Tour de France fra Roskilde til Nyborg (der vil forekomme små afvigelser). 100 km-ruten starter i Kalundborg og tager derfra afsæt i 2. etape af Tour de France. 21 km etapen starter i Korsør, og her kører man primært over Storebæltsbroen.

Du vil modtage den præcise rute sammen med din løbs- og deltagerinformation.

Du kan se Tour de France-ruten, som løbet tager udgangspunkt i her

Hvor gammel skal jeg være for at deltage?

• 200 km-rute: 18 år
• 100 km-rute: 15 år
• 21 km-rute: 12 år

På 21 km ruten: børn i alle aldre er tilladt som passagerer på deres forældres cykel, så længe passagermetoden er lovlig. Dvs. børnesæde, lad på ladcykel eller i cykeltrailer.

Er der en tidsgrænse?

Der er ingen officiel tidsgrænse til Tour de Storebælt, men deltagerne der ikke når frem til indkørsel på Storebæltsbroen inden den lukker for cykeltrafik har ikke mulighed for at passere Storebæltsbroen og dermed gennemføre løbet.
Opdateres så snart vi kender konkret tidspunkt for, hvornår man senest kan cykle over broen.

Hvornår på dagen afvikles løbet, og får jeg starttid med det samme?

Eksakte starttider sendes først når vi er tættere på løbsdato. Starttiderne for de forskellige startområder er ca.:

  • 200 km, med start i Roskilde: kl. 11.40.
  • 100 km, med start i Kalundborg: kl. 14.45.
  • 21 km, med start i Korsør: kl. 16.00.

Din starttid afhænger af din oplyste forventede gennemsnitshastighed.

Hvornår modtager jeg den komplette løbs- og deltagerinformation?

Du vil modtage den komplette løbs- og deltagerinformation senest d. 1. maj 2022

Hvilken type udstyr og cykel skal jeg have?

Alle deltagere skal på ethvert tidspunkt bære cykelhjelm – deltagere der ikke overholder dette ekskluderes fra løbet med omgående virkning.

Triatloncykler og cykler påført triatlonbøjler og/eller pladehjul er ikke tilladt på nogen distancer.

Ladcykler, liggecykler, elcykler, cykeltrailere og barnesæder er kun tilladt på 21 km-distancen.

Der oprettes et startgruppe på både 200 km- og 100 km-distancen specifikt til paradeltagere der benytter håndcykler.

Må jeg stoppe op på Storebæltsbroen?

Nej. Det er for farligt, hvis deltagerne begynder at gøre holdt på Storebæltsbroen, og det er derfor ikke tilladt.

Hvorfor må jeg ikke cykle i begge vognbaner på Storebæltsbroen?

På Storebæltsbroen cykles der i nødsporet og inderste vognbane. Den yderste vognbane holdes fri, som beredskabsvej, til evt. beredskabskøretøjer som har brug for at komme frem på broen. Derudover holdes den yderste vognbane fri, for at skærme deltagere mod biltrafikken i det sydlige spor. Derfor er det ikke tilladt at cykle i begge vognbaner på broen.

Er det muligt at tilkøbe officielt Tour de Storebælt cykeltøj?

Nej, det er desværre ikke længere muligt at købe Tour de Storebælt cykeltøj.

Hvornår får jeg t-shirten fra Tour de Storebælt?

T-shirten som gives til alle deltagere er en såkaldt “Finisher T-shirt”, som man får når man har passeret målstregen i Nyborg.

Hvilke muligheder er der for cykelservice og assistance til løbet?

Der vil være mulighed for at få hjælp og service af Fri Bike Shops professionelle cykelmekanikere i både startområderne og ved rutens tre depoter. Ekstra cykeldele i forbindelse med mekanikerservicen betales med Mobilepay.

På ruten skal du være opmærksom på, at du som udgangspunkt skal kunne hjælpe dig selv, ved punkteringer eller lignende. Tour de Storebælt har dog enkelte servicebiler til at hjælpe på ruten, hvis din cykel på ingen måde kan køre videre. Derudover vil der være en slutbus og -lastbil (fejeblade) på alle distancer til at opsamle deltagere, der ikke selv kan komme videre. Hvis du skal samles op af fejebladet, skal du gøre dig synlig i vejkanten og signalere til bussen at du ønsker at blive samlet op.

Hvordan bliver jeg samlet op af fejebladet (slutbus- og lastbil)?

Der vil være en slutbus og -lastbil (fejeblade) på alle distancer til at opsamle deltagere, der ikke selv kan komme videre. Hvis du skal samles op af fejebladet, skal du gøre dig synlig i vejkanten og signalere til bussen, at du ønsker at blive samlet op.

Hvordan er jeg og min cykel bedst forsikret inden løbet?

Det er en god idé at sikre, at du og din cykel er korrekt forsikret inden løbet. Derfor har Tour de Storebælt indgået et partnerskab med Tryg, som stiller deres forsikringseksperter til rådighed for dig og dine cykelkammerater. Har du brug for hjælp og afklaring, er du derfor velkommen til at kontakte Tryg.
Tryg kan også i anledning af Tour de Storebælt tilbyde en cykelforsikring til en ganske særlig pris.

Om startnumre

Hvordan får jeg mit startnummer?

Startnumre kan afhentes på dagen for løbet i de respektive startområder. Udlevering starter ca. 4 timer før start. Udlevering kræver fremvisning af det startbevis, der udsendes per e-mail til deltageren, inden løbet afvikles.

Deltagere som har tilkøbt forsendelse af startnumre sendes til en pakkeboks i nærheden af din adresse medio maj. Ikke-afhentede startnumre returneres til Tour de Storebælt og kan afhentes på dagen for løbet.

Kan jeg få tilsendt mit startnummer?

Tilkøb af forsendelse af startnumre er desværre afsluttet.

Hvis du har bestilt forsendelse af startnumre og har købt flere billetter under samme ordre, vil alle startnumrene under den givne ordre blive sendt til personen, der købte billetterne. Det er derfor vigtigt, at det er selvsamme person og samme email-adresse som køber forsendelsen af startnumrene.

Det er kun muligt at få tilsendt alle de startnumre, som er tilkoblet ordren. Det betyder, at hvis I fx har 3 startnumre på samme ordrenummer, så vil I få alle tre startnumre tilsendt; det er altså ikke muligt kun at få tilsendt 1 eller 2 heraf. Forsendelsesprisen er 50,- kr. uanset mængden af startnumre koblet til ordren.

Ved tilkøb af forsendelse vil du modtage dit startnummer midt i maj.

Henter du ikke dit startnummer i pakkeshoppen inden for 7 dage returneres den til os, og kan derefter afhentes i dit startområde på dagen, d. 11. juni.

Alle deltagere har fået tilsendt mail med link til køb af forsendelse af startnummer (prøv at kigge i spam-indbakken, hvis du ikke har fået mailen).

Jeg har tilkøbt forsendelse af mit startnummer. Hvornår modtager jeg det?

Hvis du har tilkøbt forsendelse af dit startnummer, vil du modtage det midt i maj i en pakkeboks i nærheden af din adresse.

Er der flere ledige billetter?

Nej, alle tre distancer er udsolgt.

Hvad koster de forskellige startnumre?

  • 200 km: 995 plus gebyr
  • 100 km: 695 plus gebyr
  • 21 km: 295 plus gebyr.

Gebyr: 15 kr. + 0,8 % af ovenstående.

Vi differentierer ikke i pris mellem børn og voksne.

Hvad får jeg for mit deltagergebyr?

  • Forplejning i depoter
  • Tidtagning
  • Deltager T-shirt
  • Medalje

Kan jeg ændre min valgte distance til en anden distance og startby?

Det er ikke længere muligt at ændre din distance eller startby.

 

Du må gerne bytte startnumre med andre. Startnumre kan overdrages omkostningsfrit via Sportstiming.dk. Se hvordan på: https://www.sportstiming.dk/faq.

 

Du kan ligeledes sælge dit startnummer videre, så længe videresalgsprisen ikke overstiger den oprindelige værdi.

Jeg ønsker at sælge min billet, hvordan gør jeg det?

Tour de Storebælt faciliterer ikke videresalg af startnumre, men du er velkommen til selv at videresælge dit startnummer, så længe videresalgsprisen ikke overstiger den pålydende værdi. Hvis du ønsker at sælge dit startnummer, henviser vi til at gøre det på f.eks. Facebook (Den Blå Avis eller lignende. Videresalg af startnumre sker på eget ansvar.

 

Når du har videresolgt dit startnummer, skal det overdrages til køber. Startnumre kan omkostningsfrit overdrages til andre via Sportstiming.dk. Se https://www.sportstiming.dk/faq for mere information om overdragelse af startnumre.

Ved overdragelse skal diverse informationer som eksempelvis størrelse på t-shirt også ændres. Da vi dog allerede har bestilt produktion af t-shirts, kan vi ikke garantere, at vi kan levere den nye størrelse.

Er det muligt at komme på venteliste?

Nej, det er desværre ikke længere muligt at komme på ventelisten.

Jeg står på ventelisten, hvornår får jeg besked?

Fredag 4. februar 2022 blev der frigivet 1.233 startnumre til personer på venteliste.
Ventelisten bliver afviklet kronologisk, således dem, som står øverst på listen, bliver tilbudt et startnummer først.
Tilbuddet er udsendt via den e-mail, man har skrevet sig op til ventelisten med.

Jeg har fået plads via venteliste, kan jeg bytte mit startnummer til en anden distance?

Du er velkommen til at sælge dit startnummer og købe et til en anden distance via ventelisten. Vi kan desværre ikke hjælpe med at bytte startnummer fra en distance til en anden.

Om transport

Hvornår kan jeg tilkøbe returtransport fra Nyborg tilbage til Sjælland?

Det er ikke længere muligt at tilkøbe transport.

Hvordan kommer transporten til at foregå?

Deltagertransport: Al deltagertransport foregår i bus, uanset om du skal fra Nyborg til Korsør, Kalundborg eller Roskilde.

 

Cykeltransport: Alle cykler bliver transporteret i lastvogne og håndteret af kompetente folk, således din cykel er i sikre hænder. Din cykel får et nummer, som tilhører dig, så du er sikker på at få den rigtige cykel med hjem igen.
Det er erfarne NTG ansatte som laster og lodser cyklerne og alle cykler separeres af flyttetæpper, således at der er mindst mulig chance for skader på cyklerne.

Hvordan køber jeg transport?

Det er ikke længere muligt at tilkøbe deltager- og cykeltransport eller bagagetransport.

Du kan stadig booke en gratis parkeringstilladelse.

Book parkeringstilladelse her

Kan jeg parkere gratis i startbyerne og ved målområdet?

Ja, du kan parkere gratis på Tour de Storebælts parkeringsområder i de tre startbyer og i målbyen Nyborg – husk at få en parkeringstilladelse her

Du skal kun trække én parkeringstilladelse per bil. Dvs. er i fire der køre sammen, i én bil skal der kun bruges én parkeringstilladelse.

Parkering uden for disse områder foregår dog på eget ansvar, hvorfor Tour de Storebælt ikke kan garantere gratis parkering der.

Hvornår åbner parkeringspladserne?

Parkeringspladserne i startbyerne åbner 4 timer før start:

  • Roskilde: kl. 07.30
  • Kalundborg: kl. 10.45
  • Korsør: kl. 11.00

Parkeringspladserne i Nyborg åbner kl. 05.00.

Hvor lang tid må min bil holde på parkeringspladserne?

Du skal have hentet din bil på parkeringspladserne i start- og målområdet senest søndag den 12. juni kl. 16.

Hvornår kan jeg senest tilkøbe transport?

Senest 30. april. Det er derfor desværre ikke længere muligt at tilkøbe transport.

Er der mulighed for transport af tasker fra startbyen til målbyen Nyborg?

Det er desværre ikke længere muligt at tilkøbe tasketransport.